Archive for the ‘Uncategorized’ Category

En festival bliver til

Posted 21 apr 2010 — by smileydays
Category Uncategorized

Smiley:Days 2010 skal planlægges på rekordtid og med et meget skrabet budget. Dette stiller store krav til den lille frivillige projektgruppe, der skal få det hele til at gå op i en større enhed.

Intentionerne er gode og indstillingen positiv, men der er ikke nogen tvivl om, at vi i festivalgruppen er under pres, da der stadig er mange ting, der skal falde på plads. Første arrangement i forbindelse med festivalen skal nemlig afholdes på Kongelunden d.9. maj 2010.

Der er umiddelbart mange bolde i luften – de endelige aftaler med workshopholdere er dog heldigvis snart i hus, og i løbet af dagen har vi fået bevilliget en lille sum penge fra Gribskov kommune. Dette har været med til at fjerne en stor sten fra gruppens hjerte, da planerne, på grund af den økonomiske hjælp, nu rent faktisk ser ud til at kunne blive til noget. Budgettet  er dog stadig meget begrænset, så der skal lægges ekstra energi i at finde naturaliesponsorer. Blandt andet fordi vi har måtte bede mange af vores workshopsholdere om at bidrage med deres kunnen for næsten ingen penge. Så vi håber på at få sponseret symbolske gaver til dem.

Spændingen er derfor også stor i forbindelse med de resterende legatansøgninger, som vi afventer svar fra. Lige nu er vi dog mere eller mindre villige til at gå gennem ild og vand for ikke at skuffe børnene og de unge på de fire asylcentre, hvor kulturdagene skal afholdes. Når det hele synes lidt for træls, er det derfor guld værd at holde fast i visionen om at bringe glæde og liv til centrene. Vores største opgave ligger dog fortsat i, at overbevise kommuner, legater og sponsorer om at støtte op om projektet. Næste skridt bliver pressedækningen.